Af dommer Niels Kirk Sørensen, Løgstør.

Foto: Mattias Bodilsen

Niels Kirk Sørensen har på opfordring skrevet om dagligdagen i Tinghuset, mens det fungerede som byret. Det er der kommet denne spændende tekst ud af:

Lovtidende for den 10. maj 1910 indeholdt følgende:

Herredsfoged Bang var allerede ved juletid 1909 flyttet ind i den ligeledes nyopførte herredsfogedbolig, hvor rettens beskedne kontor også befandt sig. Den 23. april 1910 har han således for første gang gået turen frem og tilbage mellem kontoret og tinghuset, en vandring som han og hans efterfølgere skulle gentage utallige gange gennem de følgende næsten 100 år. Af praktiske grunde skulle retssal og arrest helst være i samme bygning. Arresten var kommunal, medens bolig og kontor tilhørte staten. Derfor to bygninger.

Retskredsen, Øster og Vester Han Herred, havde været nogenlunde uændret i hvert fald siden 1680-erne. Den skiftede i 1956 navn til Retten i Fjerritslev. I 1973 blev de fem sogne, der udgjorde Hannæs, overført til Thisted retskreds, og den daværende Løgstør kommune blev indlemmet i Fjerritslev retskreds.

Med ordene “ordinære ret” i bekendtgørelsen mentes den faste ugentlige retsdag, hvor de civile sager blev indledt, ved at sagsøgerens advokat mødte op og fremlagde en stævning. Hvis sagsøgte fandt kravet uberettiget, mødte han selv eller hans advokat op og protesterede. Hvis ingen mødte, blev sagsøgte efter princippet “den, der tier, samtykker” dømt som udebleven. De øvrige sager blev udsat til en senere ordinær retsdag, for at parterne kunne præcisere deres standpunkter og tilrettelægge bevisførelsen. Det blev ofte nødvendigt med mange udsættelser, før man nåede frem til “domsforhandling” og efterfølgende afsigelse af dom. Domsforhandlinger var ikke bundet til en bestemt ugedag, og det var retsmøder i straffesager heller ikke.

På de ordinære retsdage var der almindeligt fremmøde af lokale advokater og parter, der selv førte deres sag. Sådan foregik det i hvert fald fra retsplejeloven trådte i kraft i 1919 og indtil slutningen af århundredet. Herefter afskaffede man efterhånden de forberedende retsmøder, hvor der intet skete, og gik over til skriftlig forberedelse. En stor del af sagsbehandlingen blev altså flyttet fra retssalen til dommerens skrivebord.

Underretterne fungerede i civile sager oprindelig som udprægede småtingsafdelinger. Sager, der drejede sig om beløb over en vis, meget lav grænse, skulle anlægges ved landsretterne. Grænsen blev jævnlig forhøjet, også mere end hvad der fulgte af inflationen. Til sidst blev grænsen sat, så stort set alle sager skulle starte i underretterne, der i samme anledning skiftede navn til byretter. Derved kom der selvfølgelig mange flere civile sager, og de blev sikkert undergivet en mere grundig behandling fra parternes side, end da sagerne kun drejede sig om småpenge. Det blev også mere almindeligt, at udenbys advokater mødte i retten i Fjerritslev. Tidligere fik en udenbys advokat ofte en kollega i Fjerritslev til at møde for sig.

På de gamle fotografier fra retssalen kan man se, at der kun var én siddeplads ved dommerens bord. Det måtte man lave om i 1936, da domsmænd i straffesager blev indført. Herefter skulle der i mere alvorlige sager, hvor tiltalte nægtede sig skyldig, være to “lægdommere” til at behandle sagen sammen med dommeren. I de senere år var der 40-50 domsmandssager om året. Af andre sager var der tilståelsessager, der blev behandlet uden domsmænd og bødesagerne, hvor man ligesom i civile sager kunne samtykke ved at udeblive. I små bødesager var det nødvendigt at overbooke, fordi man ikke vidste, hvem der ville udeblive. Hvis der mødte flere end beregnet kunne der blive trængsel i det kummerlige venteværelse. De fleste foretrak at vente i fri luft. Ventefaciliteterne blev væsentligt forbedret i 1998. En del af de tiltalte i mere alvorlige sager sad varetægtsfængslet under sagen. De var så anbragt i arresterne i andre byer, hvoraf de nærmeste var Aalborg og Thisted, og måtte transporteres derfra til retsmøderne (og undertiden også tilbage).

Rettens såkaldte specialafdelinger, skifteret, fogedret og tinglysning, var placeret i kontorbygningen. Det kunne forekomme, at der var sort af mennesker til en tvangsauktion eller en skiftesamling. I så fald kunne retssalen også bruges til disse formål.

Retssalen havde én fejl: en elendig akustik. De faste aktører kunne til nød vænne sig til at tale om kap med deres eget ekko, men det kunne man jo ikke forlange af parter og vidner, der afgav forklaring. I 1976 tog den daværende dommer og Justitsministeriets arkitekt en rask beslutning og fik opsat et forsænket loft med akustikplader Tilsvarende plader blev opsat på endevæggen. Herefter blev akustikken virkelig god. Til gengæld blev det flotte kalkmaleri over det store vindue i retssalen skjult. En stor del af udsmykningen i loft og vægge var i øvrigt blevet malet over tidligere. Det hele er heldigvis nu kommet til sin ret igen. Felterne i fyrretræspanelerne havde en overgang været lyseblå, men har nu fået deres oprindelige sort/dybblå farve igen.

Efter akustikforbedringerne og diverse udskiftninger af inventar blev retssalen et tidssvarende og godt arbejdssted. Det blev det på bekostning af de oprindelige udsmykninger, som det nu er lykkedes at genskabe.

Billedet fra oktober 2006 viser retssalen med det forsænkede loft. Computerskærmene, der kan skimtes, var ret ny på det tidspunkt. Foto: Per Gregersen